The Artwork
Det, du faktisk ser på i Nadveren
Det er ikke et freskomaleri, det begyndte at forfalde næsten øjeblikkeligt, og det overlevede et bombetogt under 2. verdenskrig ved et tilfælde. Her er, hvad der virkelig er på den væg.
Check dates and availability ↗Nadveren — nøglefakta
| Aspect | Detail |
|---|---|
| Artist / date | Leonardo da Vinci, c. 1495-1498 |
| Dimensions | 460 x 880 cm (4.6 x 8.8 m) |
| Technique | Tempera og olie på tør puds — ikke et egentligt freskomaleri |
| Restoration | 1977/78-1999, ledet af Pinin Brambilla Barcilon; afsløret 28. maj 1999 |
| WWII | Refektoriet bombet i august 1943; væggen med maleriet overlevede, beskyttet af sandsække |
| Opposite wall | Giovanni Donato Montorfanos Korsfæstelse, 1495, et egentligt freskomaleri |
Det er ikke et freskomaleri — og det faktum forklarer alt det øvrige
En af de mest sejlivede myter om Nadveren er, at det er et freskomaleri. Det er det ikke. Ægte freskomaleri betyder at male i våd puds, som binder pigmentet ind i væggen, mens den tørrer, og er bemærkelsesværdigt holdbart. Leonardo malede i stedet i tempera på tør puds, oven på et grundlag af gesso, beg og mastiks. Det valg lod ham arbejde langsomt, revidere detaljer og styre en subtil lysvirkning på en måde, som freskomaleriets hurtigtørrende våde puds aldrig tillader — men det betød, at malingen lå på overfladen i stedet for at smelte sammen med væggen, hvilket ofrede den holdbarhed, freskomaleriet normalt giver.
Forfaldet begyndte næsten øjeblikkeligt
Den afvejning, Leonardo foretog for at opnå større kunstnerisk kontrol, kom med en reel pris næsten med det samme. Afskalning var allerede synlig inden for omkring tyve år efter færdiggørelsen, i 1517, og en skriftlig beretning fra 1582 beskriver vægmaleriet som allerede ødelagt. Det var ikke en langsom nedgang gennem århundreder, som kun nyere generationer bemærkede — samtidige og næsten samtidige nedskrev dets forfald i Leonardos egen levetid og kort efter. Det står i skarp kontrast til billedets eget varige ry, og det er den direkte konsekvens af den ukonventionelle tørpudsteknik, der er beskrevet ovenfor.
Malet omkring 1495 til 1498, i enorm skala
Leonardo arbejdede på vægmaleriet i refektoriet i Santa Maria delle Grazie i perioden cirka 1495 til 1498. Det er et virkelig stort værk, der måler 460 gange 880 centimeter — 4,6 gange 8,8 meter — og dækker endevæggen i den spisesal, det blev skabt til. Når man står foran det, er skalaen en del af det, der gør oplevelsen anderledes end at betragte et indrammet panelmaleri på et galleri: Det blev designet som et arkitektonisk midtpunkt for munke, der spiste i netop dette rum, ikke som et flytbart kunstværk, og rummet selv er stadig en del af oplevelsen i dag.
Hvordan det overlevede et bombetogt under 2. verdenskrig — ved et tilfælde
I august 1943 ødelagde et allieret bombetogt en stor del af refektoriet, herunder dets tag. Væggen med Nadveren overlevede, men ikke på grund af nogen særlig konstruktion — bygningens opsynsmænd havde sandsækket og opstillet stilladser ved netop denne væg tilbage i 1940, flere år før bombetogtet, som en generel krigsforholdsregel snarere end en målrettet indsats for at redde vægmaleriet. Selv efter at have overlevet eksplosionen stod væggen eksponeret for frisk luft og vejr i omkring to år, mens refektoriet forblev beskadiget, hvilket gav yderligere belastning på en allerede skrøbelig malet overflade.
Restaureringen i 1999: rengøring, ikke genmaling
En stor restaurering løb fra 1977/78 til 1999, ledet af konservator Pinin Brambilla Barcilon, og resultatet blev afsløret den 28. maj 1999. Det er vigtigt at forstå, hvad den restaurering faktisk gjorde: Den fjernede århundreders overmaling, snavs og tidligere velmenende, men skadelige retoucheringer og blotlagde, hvad der var tilbage af Leonardos originale overflade nedenunder. Den genmalede eller genskabte ikke tabte partier. Det synlige resultat er svagere og mere fragmentarisk end det livlige billede, der ofte gengives i bøger, men det er et langt mere præcist vindue til, hvad Leonardo faktisk malede, end den overmalede version nogensinde var.
Den oversete væg overfor
Over for Nadveren på refektoriets modsatte væg hænger Giovanni Donato Montorfanos Korsfæstelsen, malet i 1495 som en ægte freske — og passende nok i langt bedre stand end Leonardos eksperimentelle teknik på den anden side af rummet. I dens nederste hjørner findes portrætter af familien Sforza, almindeligvis tilskrevet Leonardo og tilføjet på tør puds på samme skrøbelige måde som hans hovedværk: Ludovico il Moro, Beatrice d'Este og deres sønner, om end disse figurer i dag næsten ikke kan læses. Det er let at gå lige forbi denne væg, men den tilbyder en direkte, synlig sammenligning mellem freskens holdbarhed og den tørpuds-teknik, der gjorde Leonardos mesterværk så sårbart. Billetter til begge vægge uden guide sælges kun af museet selv via cenacolovinciano.org.