Kunstværket
Hvad du faktisk kigger på i Den Sidste Nadver
Det er ikke en fresko, den begyndte at forfalde næsten med det samme, og den overlevede et bombeangreb under Anden Verdenskrig ved et tilfælde. Her er, hvad der virkelig er på den væg.
Check dates and availability ↗Den Sidste Nadver — vigtige fakta
| Aspekt | Detaljer |
|---|---|
| Kunstner / dato | Leonardo da Vinci, ca. 1495-1498 |
| Dimensioner | 460 x 880 cm (4,6 x 8,8 m) |
| Teknik | Tempera og olie på tør puds — ikke en ægte fresko |
| Restaurering | 1977/78–1999, ledet af Pinin Brambilla Barcilon; afsløret 28. maj 1999 |
| 2. verdenskrig | Refektoriet blev bombet 16. august 1943; murvæggen med maleriet overlevede, beskyttet med sandposer siden 1940 |
| Modsatte væg | Giovanni Donato Montorfanos Korsfæstelsen, 1495, en ægte fresko |
Det er ikke en fresko — og netop dét forklarer alt det øvrige
En af de mest sejlivede myter om Nadveren er, at den er en fresko. Det er den ikke. En ægte fresko indebærer maling på våd puds, hvor pigmentet binder sig til væggen, når pudset tørrer, og resultatet er bemærkelsesværdigt holdbart. Leonardo malede i stedet med tempera og olie direkte på to lag tør puds, opbygget på en grund af beg, gesso og mastiks. Det valg lod ham arbejde langsomt, revidere detaljer og styre den subtile lysende effekt på en måde, som freskoens hurtigtørrende våde puds aldrig tillader — men det betød også, at malingen lå på overfladen frem for at smelte sammen med væggen, hvilket gik ud over den holdbarhed, som en fresko normalt giver.
Forfaldet begyndte næsten med det samme
Den afvejning, Leonardo gjorde for at opnå større kunstnerisk kontrol, fik en reel pris næsten med det samme. Afskalning var allerede synlig omkring tyve år efter færdiggørelsen, i 1517, og en skriftlig beretning fra 1582 beskriver maleriet som allerede ødelagt. Det var ikke en langsom forfaldsproces over århundreder, som kun de seneste generationer har bemærket — samtidige og næsten-samtidige dokumenterede forringelsen allerede i Leonardos egen levetid og kort efter. Det er en slående kontrast til selve billedets vedvarende ry, og det er den direkte konsekvens af den utraditionelle tørpuds-teknik beskrevet ovenfor.
Malet omkring 1495 til 1498, i enorm skala
Leonardo arbejdede på vægmaleriet i refektoriet i Santa Maria delle Grazie fra cirka 1495 til 1498. Det er et virkelig storskalaværk, der måler 460 gange 880 centimeter — 4,6 gange 8,8 meter — og dækker endevæggen i den spisesal, det blev skabt til. Når man står foran det, er skalaen en del af det, der gør oplevelsen anderledes end at se et indrammet panelmaleri i et galleri: det var designet som et arkitektonisk midtpunkt for munke, der spiste i netop det rum, ikke som et transportabelt kunstværk, og selve rummet er stadig en del af oplevelsen i dag.
Hvordan den overlevede et bombeangreb under Anden Verdenskrig — ved et tilfælde
Den 16. august 1943 ødelagde et britisk RAF-bombetogt refektorietets tag og to af dets sidevægge. Væggen, der bærer Nadveren, overlevede dog – men ikke på grund af nogen særlig konstruktion. Bygningens opsynsmænd havde nemlig allerede i 1940, årevis før angrebet, beskyttet netop denne væg med sandposer og stilladser som en generel krigstidsforanstaltning snarere end en målrettet indsats for at redde maleriet. Selv efter at have overlevet eksplosionen stod væggen i omkring to år udsat for åben himmel og vejrlig, mens refektoriet forblev beskadiget, hvilket lagde yderligere pres på en i forvejen skrøbelig malet overflade.
1999-restaureringen: rengøring, ikke ny maling
En større restaurering fandt sted fra 1977/78 til 1999, ledet af konservator Pinin Brambilla Barcilon, og resultatet blev afsløret den 28. maj 1999. Det er vigtigt at forstå, hvad denne restaurering faktisk gjorde: den fjernede århundreders overmaling, snavs og tidligere velmenende, men skadelige touch-ups, og blotlagde det, der var tilbage af Leonardos originale overflade under det hele. Den malede ikke tabte partier op eller genskabte dem. Det synlige resultat er dæmpet og mere fragmentarisk end det levende billede, der ofte gengives i bøger, men det er et langt mere præcist vindue ind til, hvad Leonardo faktisk malede, end den overmalede version nogensinde var.
Den oversete mur overfor
Over for Nådsens nadver, på den modsatte væg i refektoriet, hænger Giovanni Donato Montorfanos Korsfæstelsen, malet i 1495 som en ægte fresko – og passende nok i langt bedre stand end Leonardos eksperimenterende teknik på den anden side af rummet. I de nederste hjørner ses portrætter af Sforza-familien, som generelt tilskrives Leonardo og blev tilføjet på tør puds i samme skrøbelige stil som hans hovedværk: Ludovico il Moro, Beatrice d'Este og deres sønner, selvom figurerne i dag kun lige anes. Det er let at gå direkte forbi denne væg, men den giver en direkte, synlig sammenligning mellem freskens holdbarhed og den tørre pudsteknik, der gjorde Leonardos mesterværk så sårbart. Almindelige adgangsbillet til at se begge vægge sælges kun af museet selv via cenacolovinciano.org.